I dag skal vi kigge lidt nærmere på seje Louise Rose, som jeg også har været så heldig at bide mærke i igennem Instagram. Louise som går under navnet LRose84 har en masse fede tattoos og hun har været så skøn at skrive lidt om dem her..

Louise1

Jeg har i alt 10 tatoveringer (og hvis vi tæller de 3 jeg har dækket med, så er vi oppe på 13 i alt). Men de to jeg holder allermest af, er også de to nyeste. Den ene fik jeg i forbindelse med mit arbejde som PR ansvarlig hos Meatshop Tattoo. Der arbejder en rigtig dygtig kvinde, ved navn Aygul. Hendes speciale var farver og colorsplash, men jeg synes ikke rigtig at hun fik nok store opgaver, der virkelig kunne vise hendes værd. Så jeg spurgte hende en dag om hun kunne tænke sig at lave et stort piece på mig, så vi virkelig kunne få hende promoveret ordentligt? Det gik hun straks med til, og jeg gav hende begge mine lår. Jeg har altid godt kunne tænke mig en tatovering af min hund Molly, som er en blanding af en Yorkshire terrier og en chihuahua. Hun sidder altid på mine lår, så snart jeg smider mig i sofaen, da hun kun vejer 2,5 kg, så det var perfekt hvis hun blev foreviget samme sted. Og størrelsen er næsten 1:1. 

Vi gik og brainstormede en del tid og talte om hvordan vi bedst kunne vise hendes evner frem, og jeg fik derfor idéen til at vi lod color splashet fortsætte over på mit højre lår, så man virkelig lagde mærke til effekten. Jeg var ellers gået helt væk fra farver i mine tatoveringer, og de sidste par stykker jeg havde fået, var sorte, men da jeg så trenden begynde at komme frem, med de flotte akvarel farver og color splash, så var jeg bare nødt til at følge trop. Vi lavede den over to omgange. Først kom Molly til. Og lignede en tro kopi af min egen hund. Man kan fornemme hendes kække smil og når jeg så mig i spejlet, var det som om hun stod lige foran mig. Efter en måneds tid, så tog vi lige fire timer mere på briksen og fik lavet farverne. Skal lige hilse og sige, jo længere man kommer op omkring trussekanten, desto mere ondt gør det. Men jeg overlevede og nu var min hund fuld af flotte farver, og Aygul´s sketchy stil, som jeg elsker. Da det var lige ved at være sommer, hoppede jeg straks i en kjole. Og for første gang i rigtig mange år, turde jeg vise mine lår frem 🙂 Jeg har fået en rigtig fin respons på min lår tatovering. Og alle udbryder “Den ligner jo på en prik” eller ” Den er så virkelighedstro”. Jeg er selv meget imponeret over resultatet, da jeg ved hvor svært det er at få udtrykket frem af mennesker og dyr i et billede, og så ikke mindst i en tatovering.

Louise2

Min anden tatovering jeg gerne vil fortælle om, er Hubert. Hubert er udsprunget af en joke, og er lavet af en gæstetatovør fra Sverige, Arti Om. Da jeg havde hjulpet ham med hans sociale medier, og givet ham nogle råd, sagde han en dag til mig, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg ville have en tatovering. Så jeg fortalte at jeg længe havde gået med idéen om at få den ultimative hipster tatovering. Jeg havde tænkt mig en rigtig tyk fugl, med en bowler hat, en pibe i munden og geometrisk mønster i baggrunden. Vi kaldte projektet “The fat birdy project”.

Jeg tror vi talte om det i et halvt års tid, og vi fik aftalt at næste gang han besøgte København, så skulle vi gøre noget ved det. Jeg havde efter sidste års Roskilde fået skrevet “Lykkelig” nedad min venstre bag arm, som jeg utrolig gerne ville have dækket, da det var en “in the moment” tatovering, og så er jeg ikke er super glad for tekst tatoveringer længere. Normalt ville man nok lige tænke over det en ekstra gang, når man får lavet et større piece på overarmen, men jeg synes faktisk bare det var skønt at have noget der dækkede mine mormor arme, og mine håndled er allerede fyldt med blæk, så de skal alligevel skjules på eventuelle arbejdspladser, der ikke er så glade for tatoveringer.  Arti havde lagt en del tanker bag tatoveringen, og synes den skulle være sådan lidt en journalist fugl, da jeg altid sidder og roder med alt muligt der har med medier at gøre. Så den sad selvfølgelig ovenpå en blyant og havde fået en fin lille hat ovenpå hovedet, med papir der stikker ud af den. Og så er den dejlig tyk. Både Arti og jeg er stor fan af dotwork, så selvfølgelig skulle den fyldes til randen med prikker. Vi blev senere enige om at den også skulle have nogle breve under sig, for at indikere at de emails jeg altid sidder og sender. Vi overvejer fortsat om den skal have et geometrisk mønster bag sig, men vi er gået væk fra hipster idéen. Fuglen er tegnet ud fra egen fantasi, så den er min helt egen fugl, som ingen andre har. Jeg elsker idéen om at det en jeg kender der har lavet den, og derfor har kunne skabe en tatovering, som var så meget MIG, som den her blev.

Hvad er dit næste projekt?
Mine forældre spørger mig hver gang om det ikke snart er min sidste, men det er det ikke. Og faktisk har jeg lovet min far, at vi skal have lavet en tatovering sammen. Og den næste jeg får, bliver sammen med min bedste veninde. Vi går lidt og leger med designs, men tror vi er kommet frem til at få lavet ens mandal´er 🙂

Tak til Rose – du er sku sej!

Author

Dette er mit personlige legekammer hvor livets indtryk vil komme til udtryk, der er ingen faste regler kun et virvar af muligheder. Jeg blogger om lidt mellem himmel og jord og håber at kunne give nogle gode oplevelser med på vejen. Der er ingen rammer – kun et væld af fryd!

1 Comment

  1. Pingback: Fredags INK #20

Write A Comment