I dag skal i sige hjertelig velkommen til Jeanette, der har den flotte og inspirerende Instagram profil mitlykkehjem, hvor hun dagligt viser sin lille lejlighed frem og en masse skønne loppefund! En profil lige efter min smag!

Jeg hedder Jeanette, er 26 år og bor på et kollegium på Amager med udsigt ned over Amager Strandpark. Til dagligt er jeg studerende og i gang med min kandidat i Pædagogik ved Københavns Universitet. Pt. er jeg i praktik hos Røde Kors Asyl i forbindelse med mit studie. Mit kollegieværelse består af et opholdsrum, som fungerer som stue/spisestue/køkken/soveværelse, en gang med masser af skabsplads + mit eget badeværelse. Selve opholdsrummet er 16 kvm og hele lejligheden er ca. 25 kvm (opholdsrum, gang, badeværelse). Lejligheden ligger på fjerde sal med sydvendte vinduer, så her er et ret fantastisk lys – til dels også pga. mit ovenlysvindue, som jeg sætter stor pris på.Det er vigtigt for mig at mit hjem er et levehjem. Der må gerne komme ridser i bordpladen og der er mærker på min teaktræsskænk efter de ca. 1000 forskellige stillebens, der har stået der – for mig er indretning ikke en statisk ting, men i bevægelse. På den måde bliver det personligt og man kan virkelig mærke hvem, der bor der.  Hvis du som mig er glad for keramik, så tænk i nuancer for dine køb – så virker det ikke så rodet. Jeg holder mig til de blålige, grønlige og jordfarvede nuancer og på den måde passer det hele også sammen og kan kombineres i uendelige stillebens. Derudover vil jeg anbefale dimsomaner og keramikelskere som jeg selv at anskaffe et glasskab med låger til alle dine loppefund. På den måde kan de stadig nydes, stå og pynte og give inspiration til nye stillebens når det ikke er i brug. Det sikrer også et mere roligt udtryk når det er samlet ét sted.  Anskaf dig nogle gode grundmøbler af god kvalitet og leg løs med at skabe nye stillebens på dem. På den måde kan man skabe helt nye udtryk og stemninger, selvom grundmøblerne er de samme.  

Naturen er vigtig for mig og i min indretning er jeg meget inspireret af farvekombinationer i naturen og tilpasser ofte mine stillebens efter naturens årstider.  Min lejlighed er min legeplads og jeg mener ikke man skal være bange for at skeje lidt ud og prøve noget vildt – der er jo ingen der siger du skal bo med dit seneste påfund de næste 10 år.

Hvordan vil du beskrive din egen stil?

Personlig. Jeg indretter mig med hjertet og derfor er mit hjem også en blanding af forskellige stilarter. Sommerhusstemning møder maskuline mørke grønlige og brune nuancer i et retro mix med et pift at skæve fund og moderne kunst. Det er mit lykkehjem og derfor er her kun ting jeg holder af i en skøn blanding.

20Hvor stammer din passion for loppefund fra? 

Jeg er vokset op i Jylland på landet på en smuk charmerende gård fyldt med loppefund, arvestykker og klunserfund. Min mor abonnerer på mindst fire forskellige boligmagasiner og har derfor læst i boligmagasiner fra en ganske ung alder. Samtidig elskede jeg at se programmer som fx roomservice. Jeg startede min keramiksamling for ca. 10 år siden hvor jeg begyndte at samle på Søholm keramik. Det har udviklet sig til at jeg i dag nærmest udelukkende indretter mig med loppefund og arvestykker. Det betyder meget for mig at mine ting har sjæl og fortæller en historie. Generelt kan jeg godt lide at indrette mig bæredygtigt og er i den grad passioneret klunser og loppeentusiast. Jeg står gerne på hovedet i en container eller slæber møbler med hjem i offentlig transport og den lange vej op af trapperne til fjerde sal. Jeg mener at der er produceret nok ting i verden og vil gerne slå et slag for at gøre op med vores ’brug-og-smid-væk-kultur’. Hvis jeg fx selv bliver træt af mine ting, så sætter jeg dem ned i kollegiets genbrugshjørne eller sælger det videre på Instagram, så mine ting på den måde indgår i et kredsløb. Jeg elsker tanken om, at fx mit keramik allerede har levet et langt liv og i princippet kan vare for evigt.


Hvilke udfordringer har der været ved at indrette på så få kvadratmeter?

Jeg er dimsoman! Jeg elsker skæve, skøre og smukke dimser og køber ALTID loppefund med hjertet, da det er smaddervigtigt for mig at indrette mig med ting jeg holder af og som jeg selv synes er smukke eller fortæller en god historie. Så jeg sorterer alt det overflødige væk og rydder op tit – rigtig tit! Når noget nyt kommer ind i mit hjem, så kommer noget andet ud og kan klart anbefale at sælge sine ting videre på Instagram, den blå avis eller på et loppemarked, da det er lidt nemmere at skille sig af med sine ting, hvis man ved de kommer videre til et nyt hjem og lever videre.  Et godt råd når man bor småt er at indrette sig efter sine behov. Fx boede jeg i to uger med den smukkeste to meter lange karrygule retro sofa, indtil jeg måtte erkende at den ikke havde nogen funktion i mit hjem og optog alt for meget plads på mine sparsommelige kvadratmeter. Jeg slæbte derfor den tunge sofa den lange vej ned fra fjerde sal igen, solgte den videre og placerede i stedet mine små sofaborde for enden af min seng. På den måde fungerer det område som sofa/stue areal når jeg har gæster på besøg. Hvis du bor småt så indret dig i zoner. Fx har jeg holdt min soveværelses-zone i lyse og rolige nuancer, for at markere en overgang.

Hvor finder du al din flotte keramik henne?

På loppemarkeder og på Instagram. Jeg finder meget af mit keramik på loppemarkeder i Jylland – og særligt på loppemarkeder omkring Øster Hurup, hvor vi har et familie sommerhus. Der kommer jeg hver sommer og har gjort nogle fantastiske fund. Jeg går også på loppemarkeder i København, men en sand skattejæger afslører vel aldrig sine hemmelige loppesteder? J

Hvad er dit største boligønske?

En gammel charmerende toværelses lejlighed på Christianshavn. Det vil skabe den perfekte ramme for alle mine ting og dimser!

Tusind tak fordi vi måtte kigge med indenfor i det skønne lille hjem – det var virkelig været en fornøjelse!

Author

Oprindelige fra Djursland men dog har jeg haft min base i Århus siden 2019. Min professionelle baggrund inkluderer en uddannelse som Multimedie Designer fra Erhvervsakademi Aarhus og som Retail Designer fra TEKO. Gennem mere end otte år har jeg arbejdet dedikeret inden for interiør- og designbranchen, med erfaring fra anerkendte danske virksomheder.

2 Comments

  1. WAUW! Hvor bor hun bare fint. Er død misundelig over Wiinblad tingene og generelt meget inspireret 🙂

    – Lise Emilia

    • M. Vinter Reply

      Helt enig Lise Emilia! Wiinblad er ikke lige min kop te, men det fungere virkelig godt hjemme hos Jeanette, så kan godt forstå du er misundelig 😀

Write A Comment