Jeg har brugt alt for mange penge i Billig Blomst i løbet af den sidste måned, men når man først træder indenfor derude, så er det virkelig svært at gå tomhændet hjem! Butikken er ikke ny, faktisk på ingen måde, men for mig er den. Jeg har hørt virkelig godt om Billig Blomst fra mange og været meget fristet til at besøge den tidligere, men kombinationen af en masse grønt i hjemmet og det at rejse meget, giver ikke helt så god mening.
At rejse bliver jeg ved med, men planen er, at det bliver de lidt kortere af slagsen i den nærmeste fremtid og derfor kunne jeg ikke lade være med, at gå lidt amok i den store forretning i Tilst.
Jeg er imponeret over udvalget derude og selvom jeg mest er interesseret i stueplanter i øjeblikket, så er jeg sikker på, at Billig Blomst bliver et rigtig godt bekendtskab, når vi på sigt skal købe kolonihave. Ved første besøg var jeg lidt spændt på prisniveauet, men jeg blev heldigvis positivt overrasket og det er helt sikkert, blevet mit fortrukne sted at købe planter.
Butikken er enorm og hvis man skal alle hallerne igennem, er det en god idé, at planlægge godt med tid. Alt er dog ikke blomster og planter. Så hvis I ikke har brug for f.eks. nye potter, kan I godt undvære et par af hallerne. Billig Blomst har åbent alle ugens dage fra 9 til 18 og selvom der godt kan være lidt run på i weekenderne, så er ventetiden helt acceptabel.
Har I været forbi Billig Blomst i Tilst?