Glæder I jer også til at pynte op til jul?
Jeg er begyndt at komme i julehumør. Eller det har jeg faktisk været længe. Men nu er jeg stille og roligt begyndt at tænke lidt på pynt og i dag kunne jeg ikke lade være med, at tjekke hvor lang tid et juletræ kan holde sig indendørs. Min kæreste og jeg har nemlig besluttet, at vi skal have os et juletræ i år – og gerne så tidligt som muligt.
Men et juletræ er ikke meget ved uden pynt og her tror jeg, den fine julekollektion fra Søstrene Grene kommer til at redde os. Vi har vist et par enkelte kugler liggende et sted, men så er det også det! Jeg er ikke typen der springer ud og bruger flere tusind kroner på fancy pancy julepynt. Faktisk vil jeg allerhelst lave den selv, da jeg synes det er mest personligt og hyggeligt. Men hvis jeg skal være realistisk, så bliver det nok ikke i år det kommer til at ske – i hvert fald ikke alt pynten.
Søstrene Grene har heldigvis lavet en masse fint juletræspynt – og især julekugler, som jeg er ret begejstret for. Jeg har ikke nået at være forbi en af deres butikker endnu, men da kollektionen bliver forhandlet helt frem til uge 48, så håber jeg at have en chance.
Det meste af vores julepynt er vist stadigvæk fra barndommen, så jeg tror det er tid til at se på det med lidt kritiske øjne i år og måske få købt lidt nyt hist og her, når jeg støder på noget fint. Et besøg i Søstrene er i hvert fald et must! Se hele kollektionen lige her i deres julekatalog.