I tiende klasse, da jeg stadigvæk boede hjemme på naturskønne Djursland, var jeg med min klasse en tur på AROS for at se på lidt kunst. I forbindelse med besøget der, var vi forbi min lærers lækre lejlighed omkring kystvejen. Jeg husker stadigvæk den lejlighed meget tydeligt og selvom der skulle gå to-tre år, før jeg selv flyttede til Århus, så var jeg allerede der solgt til de karakteristiske gamle århusianer lejligheder!
En af de ting lejligheden havde var trapper indendørs – og for det ikke skal være løgn, så var det faktisk en vindeltrappe! Det er ikke så ofte man støder på lejligheder med smukke indendørs trapper, fordi de fleste kun er etplans. Men nøjj hvor burde der være flere toplans lejligheder, så man kan få nogle fede trapper indendørs. Det kan virkelig give kant til en lejlighed og jeg ville personligt elske det!
Kilder: 1 / 2 / 3 / 4 / 5
Jeg er selv vokset op i et hus med rigtig mange trapper, men ingen af disse er nu specielt kønne eller karakteristiske! Indendørs trapper i et hus er selvfølgelig heller ikke helt ligeså sjældne som i en lejlighed, men derfor synes jeg alligevel godt, man kunne tænke lidt mere over udformningen og udseendet, for en trappe kan virkelig være et helt kunstværk i sig selv.
Vindeltrapper er altid hotte, men jeg synes faktisk også, der er rigtig mange andre flotte udgaver af trapper til indendørs brug. Det her var blot nogle af dem jeg faldt over. Som I kan se, er der mange typer af materialer, der fungerer til trapper, men skulle jeg helt selv vælge, så blev det nok en kombination mellem metal og træ – begge i den mørke og rustikke ende af skalaen!