Jeg kan nok ikke undgå at mange af disse indlæg omkring mine bedste loppekøb kommer til at omhandle lamper, for det er bare en af de ting jeg altid holder udkig efter, når jeg er på loppemarked. Så vi kan jo ligeså godt starte med den første.

Denne lampe – eller egentlig disse, for jeg har faktisk to, er egentlig ganske almindelig udendørs lamper, som man finder rigtig mange steder, med eller uden gitter foran. Jeg ved ikke om de kan købes fra ny, men da jeg så dem på et loppemarked for et par år tilbage, måtte jeg bare have dem med hjem. Jeg vidste ikke på det tidspunkt hvad de skulle bruges til, men jeg var bare vild med formen og det meget kraftige glas.

Sengelampe

Efter at have kigget på dem i nogle dage besluttede jeg mig for, at de ikke skulle hænges op, som man ellers normalt gør med den type lamper. Jeg havde nemlig leget lidt med tanken om, at de kunne set ret fede ud på væggen i vores gang. Men det måtte blive på et senere tidspunkt, for nu skulle de altså benyttes som sengelamper! Jeg fandt nogle flotte glædepærer på nettet og smuttede i Silvan efter lidt ledning, som jeg satte min kæreste i sving med at fikse. Han er heldigvis ved at være ret ferm til det med lamper, efter jeg har slæbt så mange af dem med hjem!

Han fik sat nye ledninger i med en afbryder, så de var lidt nemmere at tænde og slukke fra sengen af og så nogle ordentlige filtdutter under bunden, så der var plads til den flade ledning, uden de kom til at stå skævt. Jeg fik de nye pærer ind af døren og så var de ellers klar til, at blive stillet på vores sengeborde

Sengelampe1

Det blev virkelig godt og de er faktisk aldrig kommet videre fra soveværelset, da de bare fungerer perfekt som sengelamper. Sengebordene bliver skiftet ud i ny og næ, men lamperne de bliver. Jeg er virkelig glad for jeg købte de gamle lamper på loppemarkedet og selvom jeg har haft en del interesserede købere, så bliver det nok aldrig nogle lamper jeg skiller mig af med, for de var virkelig et godt loppekøb!

Hvis i ikke fik læst med i første indlæg omkring mine bedste loppekøb, hvor jeg kiggede lidt på nogle dekorative glasflasker, så finder i det her.

Author

Oprindelige fra Djursland men dog har jeg haft min base i Århus siden 2019. Min professionelle baggrund inkluderer en uddannelse som Multimedie Designer fra Erhvervsakademi Aarhus og som Retail Designer fra TEKO. Gennem mere end otte år har jeg arbejdet dedikeret inden for interiør- og designbranchen, med erfaring fra anerkendte danske virksomheder.

Write A Comment