Pernille Sophie (mentaltfravaer) har nogle skønne tattoos og især hendes flotte hjort, er jeg meget betaget af. Byd hende velkommen!

Jeg startede med at blive tatoveret som 18 årig, der fik jeg min første. Det er fuglen i min nakke. Nu er jeg oppe på 13-14 stykker, hvis man tæller alle dem på fingrene med. Jeg tror altid jeg har været draget af tatoveringer, de har ikke nødvendigvis en betydning for mig, de enkelte, jeg er bare vild med, at udsmykke min krop. Jeg tænker ikke altid over motivet – dvs. selvfølgelig gør jeg det, men hvis jeg ser noget, f.eks. min hjort på låret, jeg så en tegning af den, (jeg har faktisk glemt kunstnerens navn, det er lidt pinligt) og to dage senere gik jeg ned og bestilte en tid. Det er lidt “hvad jeg lige føler for i øjeblikket”, men jeg fortryder ingen af dem. Det eneste jeg virkelig tænker igennem er placering! Det skal passe sammen og der skal være balance. Det er vigtigt for mig.

Det er en vild følelse, at sidde i stolen og følge nålen. Man glemmer hvor ondt det gør, ligeså snart man er færdig, så tænker man “hvad skal jeg have lavet næste gang” og jeg tror, det følger meget med den tid vi lever i, ungdommen lige nu, især min generation, at få tatoveringer… selvom man jo har tatoveret i mange, mange år. Der er bare noget naturligt og et fedt sammenhold, over folk med tatoveringer. “People with tattoos don’t judge people without tattoos”, ha ha.

Jeg elsker ellers min families reaktion, især i starten, da jeg fik de første, de var ikke positive, men jeg har aldrig ladet det styre mine valg. Heller ikke i forhold til arbejde. Hvis man ikke kan se ud som man har lyst, så er det ikke et sted jeg skal være. Men mange steder er jo, heldigvis, også blevet mere åbne omkring tatoveringer, mindre dømmende. Jeg mødte engang en kvindelig læge med sleeve. Det var ret sejt.

Min mor, far og søster er vilde med min kærlighedserklæring på overarmen. Maria Frida er min storesøster og bedste støtte. Vi er meget tætte, så den er jeg virkelig glad for. Min farmor siger altid “nu skal du ikke have lavet flere!”, det siger min mor i øvrigt også ha ha! Men jeg tror, de har droppet at få mig på andre tanker. Min søster og kusine har også et par tatoveringer, men jeg tror jeg har flest. I hvert fald synlige, uden det skal lyde for corny! Jeg er super stolt af alle mine blæktegninger, de er en del af mig, og jeg viser dem glædeligt frem, hvis nogle spørger!

Tak for besøget Pernille Sophie – det var en fornøjelse!