I dag skal I hilse på Cecilie, som har nogle skønne tattoos – jeg er især helt vild med hendes træ på underarmen! Håber i vil tage godt imod hende…

Da jeg fik min første tatovering, på en studietur i Athen som 17-årig, var det ikke bare en pludselig indskydelse – det havde været et ønske længe. Nu er jeg 23 år og har 9 stk., inklusiv én som er blevet dækket, da den var utrolig dårligt lavet. Mine tatoveringer er meget forskellige i både motiv og betydning: nogle har jeg bare fordi jeg synes de er smukke, andre har jeg fordi de har en kæmpe betydning for mig. Jeg er vild med at udrykke mig på den måde: det er en slags helt personlig kunst, og alle tatoveringer siger lidt om mig som person. Den på min venstre skulder er, og vil altid være, den der betyder allermest for mig. Det er en minde tatovering til ære for en håndfuld af mine elskede, jeg mistede for nogle år siden – med ikke ret meget mellemrum. Meningen er at de skal kunne læse hvad der står skrevet til dem, oppe fra himlen.

Udover at motivet er vigtigt, så skal placeringen også være den rigtige: faktisk har jeg altid meget sværere ved at beslutte mig for HVOR den næste tatovering skal være, end HVAD det skal være. Jeg får hele tiden gode idéer og har nok 100 billeder af tatoveringer, tegninger, billeder, farver, skrifttyper etc. som jeg er inspireret af, til at ligge på min telefon – som jeg tit kigger på, og hvis jeg havde 100.000 kr. så havde jeg fået lavet dem alle sammen på en gang! 

I min generation er det (heldigvis) normalen at have i hvert fald én tatovering, men jeg har tydeligt kunnet mærke, at det ikke har tilhørt mine forældres generation – de spørger hver gang, om ikke det nu er den sidste så. (?) Jeg kan jo ikke forstå dem: jeg synes jo det er en smuk form for udsmykning og desuden også en meget personlig sag, hvilket nok også er grunden til jeg ikke lytter til dem når det kommer til tatoveringer. Altså, går det helt galt, kan det jo fjernes igen.. Jeg er aldrig blevet mødt med dømmende blikke af andre, det har mere været nysgerrige sjæle der vil have stillet deres nysgerrighed – men man kommer altså også virkelig virkelig langt med et stort smil (:

Jeg glæder mig allerede til mit næste projekt, som bliver efter sommeren engang. Jeg skal have flere ting lavet, men bl.a. en rose på skulderen og en vandmand på siden på ribbenene. Oj, hvor jeg glæder mig!

Fedt du ville være med – det har været en fornøjelse og jeg glæder mig meget til at se, når dine næste projekter bliver virkeliggjort!

Pernille Sophie (mentaltfravaer) har nogle skønne tattoos og især hendes flotte hjort, er jeg meget betaget af. Byd hende velkommen!

Jeg startede med at blive tatoveret som 18 årig, der fik jeg min første. Det er fuglen i min nakke. Nu er jeg oppe på 13-14 stykker, hvis man tæller alle dem på fingrene med. Jeg tror altid jeg har været draget af tatoveringer, de har ikke nødvendigvis en betydning for mig, de enkelte, jeg er bare vild med, at udsmykke min krop. Jeg tænker ikke altid over motivet – dvs. selvfølgelig gør jeg det, men hvis jeg ser noget, f.eks. min hjort på låret, jeg så en tegning af den, (jeg har faktisk glemt kunstnerens navn, det er lidt pinligt) og to dage senere gik jeg ned og bestilte en tid. Det er lidt “hvad jeg lige føler for i øjeblikket”, men jeg fortryder ingen af dem. Det eneste jeg virkelig tænker igennem er placering! Det skal passe sammen og der skal være balance. Det er vigtigt for mig.

Det er en vild følelse, at sidde i stolen og følge nålen. Man glemmer hvor ondt det gør, ligeså snart man er færdig, så tænker man “hvad skal jeg have lavet næste gang” og jeg tror, det følger meget med den tid vi lever i, ungdommen lige nu, især min generation, at få tatoveringer… selvom man jo har tatoveret i mange, mange år. Der er bare noget naturligt og et fedt sammenhold, over folk med tatoveringer. “People with tattoos don’t judge people without tattoos”, ha ha.

Jeg elsker ellers min families reaktion, især i starten, da jeg fik de første, de var ikke positive, men jeg har aldrig ladet det styre mine valg. Heller ikke i forhold til arbejde. Hvis man ikke kan se ud som man har lyst, så er det ikke et sted jeg skal være. Men mange steder er jo, heldigvis, også blevet mere åbne omkring tatoveringer, mindre dømmende. Jeg mødte engang en kvindelig læge med sleeve. Det var ret sejt.

Min mor, far og søster er vilde med min kærlighedserklæring på overarmen. Maria Frida er min storesøster og bedste støtte. Vi er meget tætte, så den er jeg virkelig glad for. Min farmor siger altid “nu skal du ikke have lavet flere!”, det siger min mor i øvrigt også ha ha! Men jeg tror, de har droppet at få mig på andre tanker. Min søster og kusine har også et par tatoveringer, men jeg tror jeg har flest. I hvert fald synlige, uden det skal lyde for corny! Jeg er super stolt af alle mine blæktegninger, de er en del af mig, og jeg viser dem glædeligt frem, hvis nogle spørger!

Tak for besøget Pernille Sophie – det var en fornøjelse!

I dag har jeg fået lokket Lene på 30, som til dagligt arbejder som forsknings bioanalytiker, til at vise sine flotte tattoos frem og knytte et par ord dertil. Jeg håber meget i vil byde hende velkommen!

Jeg har altid været fascineret af tatoveringer, piercinger og anden kropsudsmykning, men havde egentligt aldrig selv set mig som typen, der skulle have dem og jeg havde ikke en eneste ide til, hvad det i så fald skulle være. Men da min mormor, som jeg havde et yderst tæt forhold til døde, blev der sået en ide om, at få noget der kunne minde mig om hende og ære hendes minde. Det tog mig en del år at udtænke motivet, som er hendes yndlingsblomst – den gule freicher – og yderligere en masse år, hvor jeg gik med et billede af blomsten i min pung. Jeg nåede mange gange at tænke “måske er det bare slet ikke meningen, jeg skal have den tatovering”, indtil jeg en tilfældig aften i maj 2013 tog til Copenhagen Ink Festival. Her fik jeg en kvindelig tatovør fra USA til at tegne blomsten for mig, bare lige for at se. Da hun var færdig, tog det mig ikke mange sekunders betænkningstid og jeg blev selv overrasket, da ordnerne “let’s do this” strøg over mine læber. I løbet af en halv time lå jeg topløs til skue for alle forbipasserende, i gang med at få mit minde foreviget. Og yderligere halvanden time senere havde jeg den fineste blomst til minde om min elskede mormor.

Jeg nåede ikke engang, at se blomsten før jeg tænkte hvad og hvornår, jeg skulle have den næste. Det er absolut vanedannende – præcis som der siges. Der gik 15 måneder. Jeg havde et ønske om, at have samme tatovør til alle mine kommende tattoos, men da ink festivalen desværre havde sin sidste gang det år jeg fik blomsten, kunne det ikke lade sig gøre og jeg måtte lede efter en anden.

Jeg går meget op i symbolikken af mine tattoos. De skal alle symbolisere noget vigtigt for mig og ikke være et eller andet intetsigende citat, der lige er oppe i tiden. Indtil videre har de alle rod i min familie og de personer, der betyder allermest for mig i mit liv. Derudover betyder placeringen meget for mig. Jeg kan godt lide ideen om det private bag dem og, at det lige netop kun er de folk jeg ønsker, der skal se dem, som rent faktisk ser dem. Jeg har udelukkende mine tatoveringer for mig selv, og ikke for andre eller for, at andre skal have nogle forudindtagede opfattelser af min person, gode som dårlige. Jeg ønsker ikke, at blive bemærket eller at provokere med mine tatoveringen. Placeringen betyder yderligere også noget for mig, som følge af min profession. Lige nu er det ikke et problem, men skulle jeg en dag komme til at arbejde på et sygehus, ved jeg at der desværre stadigt er en del fordomme omkring tatoveringer. Det er dog ved at vende og min næste tattoo, sniger sig i tankerne også længere og længere ned af min arm.

Jeg har fem motiver til kommende tattoos i tankerne og den 10. marts skulle tre af dem gerne udføres. En fjer på siden af min højre balde/hofte, endnu en linje på digtet ved mit hjerte og en sommerfugl enten på højre baglår eller på indersiden af min underarm. De har som de andre, udspring i mine følelser og har forbindelse til mine kære omkring mig. Derudover drømmer jeg om, at få lavet fire kornakser bundet sammen af en ranke af min mors yndlingsblomster (blå forglemmigej). Kornakserne symboliserer og hylder min barndom og min familie og bliver for mig, et minde om somrene med duften af ny høstet korn og det lille landsted jeg er vokset op på. Jeg har haft ideen længe, men da tatoveringen kommer til at betyde uendelig meget for mig, er det vigtigt at finde den helt rigtige tatovør, der kan hjælpe mig med at lave det rigtige motiv.

Tak for besøget – ser frem til (forhåbentligt) at se dine nye tattoos via Instagram!

Byd velkommen til skønne Line og alle hendes flotte tattoos!

Jeg hedder Line, er 23 år gammel og afhængig af forandring. Især hvad angår mit udseende, min påklædning og min udsmykning. Særligt når det kommer til tatoveringer er jeg, som så mange andre, blevet umættelig. Når først man er startet, kan man ikke holde op igen. Mer’ vil ha’ mer’ – sådan har jeg det i hvert fald! Jeg bor i København på snart 5. år, immigreret fra Jylland og går nu og overvejer, hvad mit voksenliv skal bruges på.

Tatoveringer er for mig, noget der giver mig selvsikkerhed. Jeg kan godt lide at udtrykke min personlig gennem mit udseende, og jeg har altid elsket at tegne, så det ligger mig nært at hylde tegnekunsten ved, at have tegninger foreviget på min hud. Den seneste tatovering jeg har fået lavet er en hyldest til tegnefilmsskaberen Hayao Miyazaki. Det er et billede af ånden Totoro som er Studio Ghiblis logo. Jeg holder meget af Miyazakis univers og Totoro har alle dage været min yndlingskarakter. Alle mine tatoveringer har en symbolsk betydning, og jeg kunne aldrig finde på at få lavet en tatovering, “bare for at få noget lavet”. Det har jeg altid syntes var lidt fesent! 

De første tatoveringer jeg fik lavet er symboler for mine tre bedste veninder; Laura, Kathrine og Amina. Laura er min turteldue på højre underarm. Hun har været min bedste veninde i 17 år og jeg har senere fået skrevet hendes efternavn ‘Schierff’ ved siden af fuglen, da den i sig selv ikke længere var helt nok. Pistolen der bliver til et træ var min allerførste tatovering og symboliserer Kathrines efternavn ‘Kriegbaum’ som på tysk betyder ‘krigstræ’. Hun var en vigtig figur i mine gymnasieår, og én jeg hurtigt vidste altid ville være i mit liv – og hvis ikke så symboliserede både hende og tatoveringen stadig nogle vigtige og gode år i mit liv, som jeg ønskede skulle foreviges. Amina hedder ‘Jasmin’ til mellemnavn, så det var ret ligetil at få tatoveret en jasmin-blomst på indersiden af armen. Den er dog utrolig dårligt lavet og ligner mest af alt 5 testikler – især når jeg har en t-shirt på, som lige “skærer den over” det helt rigtige sted. Aminas og min humor har altid været hamrende pervers, så på en måde passer det faktisk meget godt, at den blev lidt mislykket… Derudover har jeg mine forældres håndaftryk tatoveret øverst på ryggen. ‘Det evige klap på skulderen’. 

Den tatovering der betyder mest for mig, er skelettet på ydersiden af min venstre underarm. Skellettet symboliserer døden og mellem dens arme har den fremtryllet en sommerfugl. Jeg mistede min onkel for to et halvt år siden, og til hans begravelse dukkede en sommerfugl op ud af det blå, lige da præsten havde sagt de afsluttende ord. Det var en meget stærk oplevelse for mig og en reminder om, at folk man elsker aldrig forsvinder, men at kærligheden blot ændrer form – til minder, til sommerfugle og til tatoveringer.

Jeg har egentlig aldrig fortrudt at jeg gik i gang med at udsmykke mig, for jeg føler mig mere hjemme i et tatoveret hylster, end i et der er helt ‘rent’. Min mormor ved hverken at jeg er tatoveret eller piercet, (hun ville få et slagtilfælde og det vil jeg så nødigt være skyld i!) så jeg er vant til at troppe op ‘anonym’ og det er bare ikke mig.

Første gang jeg blev tatoveret var lige da jeg fyldte 18 år. Det var i Silkeborg, hvor jeg er født og opvokset, og der var kun én ordentlig tatovør i byen. Jeg tænkte slet ikke over at researche tatovørens “streg”, men gik bare naivt ud fra, at hvis man som tatovør var autoriseret, var man dermed også dygtig. Det er desværre langt fra tilfældet, og jeg er endt op med nogle enormt skæve, grimme streger, der er tatoveret så dybt, at det har ødelagt min hud. Du får kun ét forsøg, så det er altafgørende at personen med nålen kan sit kram.

Jeg har indimellem overvejet at få fjernet de tatoveringer, jeg fik lavet i Silkeborg. Hverken pga. placeringen eller motivet, men simpelthen bare fordi, at de er dårligt lavet. Dog synes jeg ikke, at de steder der tilbyder laserbehandling har god nok garanti, til at jeg ville turde at smide så mange penge efter projektet. Jeg har lært af mine fejl. Der gik næsten fire år, før jeg fandt en tatovør jeg havde tillid til, og igen turde at ligge mig op på briksen. Mine sidste tre tatoveringer har jeg fået lavet af Kasper Husballe hos People’s Art Tattoo i København, som jeg meget varmt kan anbefale! Kasper er vanvittigt skarp og jeg lader aldrig andre end ham komme nær min hud, med en sømpistol fyldt med farvelade.

Det næste jeg skal have tatoveret er ordet “Lola” på forsiden af mit håndled. Da jeg var lille havde jeg svært ved at udtale min brors navn “Jonas” – så det blev til “Lola”, hvilket jeg kaldte ham de første mange år af mit liv. Jeg har endnu ikke nogen tatoveringer der symboliserer ham, nok fordi han er den person der betyder mest for mig, og det har gjort det ekstra svært at finde det helt rigtige. Derudover skal jeg have lavet en tupilak, som han købte med hjem til mig, da han besøgte vores onkel på Grønland. Den repræsenterer for mig lidt af begge vores familier og så er tupilakker lavet til at skræmme onde ånder væk, så jeg tror at det er en god ting, at have med sig overalt.

Du er bare for sej Line! Mange tak fordi du havde lyst til at være med.