Min kæreste og jeg gjorde vores første køb på Lauritz.com for en måneds tid siden, og det var faktisk lidt en overraskelse, at vi vandt! Det resulterede i et smadderhyggeligt weekendprojekt med behandling af teaktræ.
Vi kigger ofte forbi Lauritz.com, for at se hvilke lækkerier de har, men synes også oftest, at det bliver en tand for dyrt til os vores pengepung. Teaktræsskrivebordet her som blev vores første køb, var ikke rigtig aftalt, men da prisen lød fornuftig og vi begge kunne lide det, måtte vi lige lægge et bud og minsandten, om vi så ikke vandt! Vi kunne godt se, at det havde lidt skavanker her og der, men vi kan godt li’, at man kan se, at tingene har lidt alder og ja så kunne vi jo også få afprøvet vores handyman skills! Vi søgte forskellige steder på nettet på behandling af teaktræ og fik lidt fif her og der, og ja så prøvede vi os egentlig bare lidt frem. Det var et super hyggeligt projekt at lave sammen og vi endte ud med et rigtig flot resultatet! Hvis i står i samme situation kan i kigge med herunder, for vi har nemlig valgt, at lave en lille guide til jer, med en masse billeder der viser hele processen fra start til slut.
Sprit // Voks // Pensler // Sandpapir
Teaktræsolie // Trærens // Handsker
Bordet havde som sagt lidt knubs især på bordpladen. En masse vandringe og slitage, der ikke lige var til at få væk, så derfor gik turen i Silvan, for at købe lidt af hvert, så det kunne blive fint igen.
Vi startede ud med trærensen og en svamp (brug den bløde side), og gav bordet en ordentlig tur, så alt det gamle olie, voks og hvad der ellers måtte være på, blev vasket godt og grundigt af.
Derefter gik vi i gang med nogle af alle de forskellige metoder for, at fjerne vandringe som vi havde læst om diverse steder på nettet. Vi forsøgte os både med sprit og ild, strygejern og viskestykke og hårtørrer. Nogle af tingene virkede bedre end andet, men vi synes desværre ikke, det var de bedste resultater vi fik ud af det.
Derfor gik vi i gang med sandpapiret (sørg for at det ikke er for groft sandpapir du bruger). Vi købte en pakke med tre i, i Silvan og de fungerede super godt! Vi gav først de værste pletter en omgang, men hele bordet blev også slebet lidt. Det kan være lidt svært, at se noget når man har slebet på det samme sted igen og igen, og derfor rensede vi også undervejs for at se, hvordan det så ud.
Vi var lidt bange for hvor meget vi kunne slibe på bordet, men fandt hurtigt ud af, at der skulle meget til, før det havde en virkning, når ens sandpapir er så fint. Jeg tror ikke det ville have gjort noget, hvis vi havde slebet endnu mere og det er i hvert fald ikke noget, jeg vil være bange for næste gang jeg går i gang med sådan et projekt.
Efter at have renset bordet godt og grundigt igen, lod vi det tørre et godt stykke tid.
Efter det så bordet ikke specielt flot ud og jeg var faktisk lidt bange for, om vi havde ødelagt det mere end hvad det var i forvejen.
Heldigvis skete der ting og sager efter det havde fået bare en gang olie. Vi valgte at give hele bordet olie to gange og en del af bordet, som var lidt lysere en ekstra gang. Derefter fik bordet voks to gange.
Og det blev virkelig flot! Jeg er simpelthen så glad for, at vi tog os tid til at gøre det i stand, for jeg bliver så glad hver gang jeg sidder ved det!
Alle de materialer vi købte stod der på hvordan og med hvad man skulle påføre det og hvor lang tid det skulle sidde, så det var heldigvis ret nemt at gå til. Jeg glæder mig meget til at gå i gang med et lignende projekt en gang i fremtiden, for jeg er sikker på det bliver endnu flottere, med den viden vi har nu.
Hvis i har nogle spørgsmål, så fyr endelig løs! Jeg er på ingen måde ekspert i behandling af teaktræ, men jeg skal gøre mit bedste for at give et fyldestgørende svar!
– Indeholder affiliate links –
4 Comments
Hej
Super fint indlæg 🤗
Selvom det er lidt gammelt håber jeg på svar alligevel da jeg står i fuldstændig samme situation med min kommode nu.
Du skriver i har givet den lak og derefter voks.
Kan ikke rigtig se hvilken lak i har brugt, håber du vil være behjælpelig med det.
Mvh
Charlotte
Hej Charlotte
Mange tak 🙂
Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe, så du kan få et flot resultat. Jeg har vist været træt da jeg lavede det indlæg, for der skulle selvfølgelig ikke stå lak, men der imod olie. Helt præcist teaktræsolie. man kan finde det i de fleste byggemarkeder.
Jeg får det lige rettet med det samme, så der ikke er andre der bliver forvirret.
Held og lykke med kommoden. Send mig endelig et billede af resultatet 😀
Hej super flot arbejde, jeg har lide arvet en mega flot skænk i teaktræ, har slebet den fri af pletter og vasket grundigt, men grundrens og rent vand, nu håber jeg så det er slebet godt nok, og så vil jeg give den olie om et par timer, jeg kan læse at I også har givet jeres bord voks, hvilken voks og hvad gør voks ? jeg har ikke læst om at andre bruger det, så vil lige tjekke om jeg måske bør overveje at købe voks til min skænk ?
Håber at høre fra dig
vh. Joan
Hej Joan,
Tusind tak.
Det lyder rigtig spændende med dit projekt.
Vi fik anbefalet voksen nede i Silvan. Du kan godt undvære voksen og stadigvæk få et flot resultat. Voksen forsegler dit arbejde og giver et beskyttende lag så der forhåbentligt går længere tid før du skal give din skænk en omgang igen.
Håber det hjalp lidt – ellers må du endelig skrive igen 😀
God fornøjelse med projektet!
Hilsen Malene