I kender hende nok allerede – superseje Katarina Natalie der har bloggen af samme navn, hvor hun blandt andet blogger en masse om boligindretning, DIY’s, og genbrug. Men hvis ikke, så skynd jer forbi hendes univers! Så inspirerende en dame har selvfølgelig også nogle hammer flotte tattoos, som jeg har været så heldig, at få lov at vise frem for jer her.
Jeg vælger at blive tatoveret for at vise hvem jeg er. Mine tatoveringer er en del af min personlighed, og de viser den person, og type, jeg er og gerne vil være. Mine tatoveringer har ikke nogen større betydning, de er mest for at udsmykke og dekorere. Jeg er vild med tatoveringer, og vil gerne selv have det meste af kroppen fyldt med smukke tegninger. Så der kommer mange flere til.
Min stil indenfor tattoos er for det første sort/hvid. Jeg tror aldrig jeg får lavet en tatovering i farver, selvom der findes sindssyg mange flotte i farver. Det er bare ikke min stil. De skal også være simple, og det er nok derfor jeg er så stor en fan af dot- og linework. Jeg elsker små tatoveringer, gerne som er sat sammen til et større værk.
Når jeg bliver tatoveret, tænker jeg ikke over, hvor de er placeret på kroppen i forhold til jobmuligheder. Jeg er i en kreativ branche, hvor det ikke er unormalt at være tatoveret, så heldigvis kan jeg undlade at bekymre mig om det. Dog ville jeg aldrig blive tatoveret i hovedet eller på halsen, fordi jeg ikke tror jeg kan bære det. Hænder og fødder kunne godt blive aktuelt.
Jeg har selv flere veninder som er tatoveret, så det er meget normalt i min omgangskreds, og jeg har aldrig mødt nogen, som havde noget dårligt at sige om tatoveringer generelt, eller dem jeg har. Mine forældre trækker lidt på skuldrene af mine tatoveringer og siger jeg er tosset, men det er med et glimt i øjet.
Hvad er din næste tattoo?
Jeg har mange idéer til tatoveringer jeg gerne vil have lavet. Men min næste bliver en ulv på armen, og så vil jeg pisse gerne have nogle insekter på fødderne, eller bag på benene. Det hele selvfølgelig i dotwork.
Jeg glæder mig til at følge dine tattoo planer Katarina Natalie! Jeg er sikker på, det nok skal blive skide inspirerende.